Spring til indhold

Information Architecture, kandidat

Persuasive Design

Kandidatuddannelsen i Persuasive Design kombinerer it-faglighed med professionel formidling inden for livssynsområdet.

Den netbaserede kandidatuddannelse tager sigte på persuasiv formidling. PD-linjen beskæftiger sig med den formidling, som går ud på at overbevise modtageren om at ændre holdning, adfærd eller overbevisning. Der arbejdes primært med livssynsrettet formidling, herunder de etiske og metodemæssige problemstillinger, som gør sig gældende – Hvad er f.eks. forskellen på overbevisning og manipulation?

Gennem kandidatuddannelsen i Informationsarkitektur, Persuasive Design, vil du (blandt andet) opnå viden om:

  • Teori og metoder i forhold til analyse og design af informationsarkitektur og persuasive design på tværs af platforme og teknologier.
  • Brugercentreret design af informationsarkitektur og persuasive design i etisk perspektiv.
  • Persuasive metoder og strategier, der kan bruges til at kommunikere potentialet af viden og information set i sammenhæng med forskellige livssyn.
  • Den persuasive informationsarkitekturs rolle, funktion og muligheder i forskellige sociale og kulturelle sammenhænge.

Du kan sammensætte din uddannelse gennem individuelle valg af projektemner og valgfag. Du kan vælge at arbejde med projekter om it-kommunikation med diskussion af forskellige former for opfattelser og livssyn (herunder politiske, religiøse og videnskabelige tanker og synspunkter).

Studiet er rummeligt på den vis, at man kan tage udgangspunkt i en kommunikativ, etisk, erkendelsesteoretisk eller informationsarkitektonisk indfaldsvinkel. Dette giver mulighed for at målrette kandidatstudiet efter nuværende såvel som fremtidige kompetencer og arbejdsopgaver.
 
Uddannelsen er tilrettelagt med intensive workshops i Aalborg. Når det er muligt tilbydes video- eller lydstreaming, der gør det muligt at følge forelæsningerne online. Samlæsninger og valgfag på 7 + 8 semester tilbydes dog ikke online.

Uddannelsen tilbyder vejledning ansigt-til-ansigt eller via videoforbindelser (eller Skype).

Der er semesterstart på campus i Aalborg.