Spring til indhold

Inspirationshistorie

Deltidsansættelse giver frihed og udfordringer

Lagt online: 05.07.2019

Da Cathrine Jensen var kandidatstuderende på Læring og forandringsprocesser, drømte hun om at komme til at arbejde med HR. Et praktikforløb på 9. semester blev springbræt til et studiejob og videre til en deltidsansættelse, da hun var nyuddannet. Der er både fordele og ulemper ved deltidsansættelsen, men Cathrine anbefaler andre at gribe muligheden, hvis den opstår.

Inspirationshistorie

Deltidsansættelse giver frihed og udfordringer

Lagt online: 05.07.2019

Da Cathrine Jensen var kandidatstuderende på Læring og forandringsprocesser, drømte hun om at komme til at arbejde med HR. Et praktikforløb på 9. semester blev springbræt til et studiejob og videre til en deltidsansættelse, da hun var nyuddannet. Der er både fordele og ulemper ved deltidsansættelsen, men Cathrine anbefaler andre at gribe muligheden, hvis den opstår.

Om Cathrine Jensen

  • Alder: 27 år
  • Uddannelse: Sociologi med overbygning i Læring og forandringsprocesser på AAU i Aalborg
  • Dimittendår: 2018
  • Job: HR-konsulent ved Geopartner Landinspektører A/S

Mulighed spottet på LinkedIn

For Cathrine var der ikke det store held ved at søge de opslåede praktikstillinger inden for HR-området. Hun begyndte derfor at søge uopfordret, og ved et tilfælde opdagede hun, at Geopartner havde ansat en HR-chef, Dorte, som Cathrine kontaktede. Hun fortæller:

”Vi arrangerede et møde. Der var god kemi fra starten, og vi kunne begge se potentialet i at indgå et praktiksamarbejde”.

Praktiksamarbejdet blev en succes, og Cathrine blev efterfølgende ansat som studentermedhjælper.

 

Kompetencer i spil uden for universitetets mure

Praktikken blev afløst af 10. semester og dermed specialeskrivning, men også en ugentlig arbejdsdag hos Geopartner. Det gav Cathrine stort udbytte at have et arbejdsliv med kolleger, reelle arbejdsopgaver osv. ved siden af specialeskrivningen. Hun uddyber:

Studiejobbet var et godt afbræk fra hverdagen med specialeskrivning. Det var tilmed studierelevant, i og med jeg fik lov til at anvende min uddannelse og mine kompetencer i praksis. Jeg løste for det meste HR-relaterede opgaver, men nogle gange også lidt mere generelle ad-hoc opgaver.

Cathrine Jensen

Studiejobbet blev springbræt til Cathrines første job som uddannet.

 

På deltid i en nyoprettet stilling

Allerede et par måneder før dimissionen vidste Cathrine, at Geopartner ville oprette en stilling til hende, så hun kunne udskifte studiejobbet med en deltidsansættelse, hvor hun fik egne ansvarsområder og større ansvar. Cathrines ansættelse er på 20 timer ugentligt, men alt afhængig af den aktuelle opgaveportefølje og forskellige arrangementer kan arbejdstiden snildt snige sig op på 25 eller 30 timer om ugen.

Cathrine har fravalgt supplerende dagpenge og de forpligtigelser, der følger med. I stedet kombinerer hun ansættelsen hos Geopartner med en ugentlig arbejdsdag og en månedlig weekend hos SuperBrugsen – et job hun for øvrigt også havde i studietiden.

 

Frihed ligesom i studietiden

Cathrine lægger ikke skjul på, at hun drømmer om en fuldtidsansættelse, men omvendt ser hun også en stor fordel ved sin deltidsansættelse. Hun fortæller:

Den frihed, jeg havde på universitet til at kunne planlægge meget af min tid selv, er fortsat i arbejdslivet, idet jeg blot skal sørge for at have mine 20 timer. Geopartner er meget fleksibel, og jeg må – inden for rimelighedens grænser – selv bestemme mine arbejdstider. Det er helt klart en fordel. 

Cathrine Jensen

Cathrine arbejder som udgangspunkt hos Geopartner mandag, onsdag og fredag.

 

Udfordrende opgaveløsning

Der er dog ikke kun fordele ved deltidsansættelsen. Uvisheden om, hvorvidt hun nogensinde får den ønskede fuldtidsansættelse, kan til tider fylde hos Cathrine. Det samme kan ærgrelsen over, at opgaver strækkes over tid. Cathrine uddyber:

”Det er en stor udfordring, at jeg med de færre arbejdsdage fx lige når at igangsætte opgaver, kontakte kollegaer, eksterne samarbejdspartnere m.m. én dag, og så må fortsættelsen af opgaverne vente et par dage, til jeg igen er på arbejde. Det kan nogle gange godt være svært”. 

 

Cathrines karriereråd

Cathrine glad for sit deltidsjob hos Geopartner og de opgaver, hun løser, hvor hun i høj grad bruger sin uddannelse fra AAU. Hun anbefaler andre at tage deltidsjob, hvis muligheden er der:

Hvis man ønsker at arbejde inden for et bestemt område, enten fagligt eller geografisk, kan det være svært at finde et fuldtidsjob, der lever op til de ønsker. Ta’ et deltidsjob, hvis muligheden byder sig. Det er skridt ind i varmen, og hvem ved, måske fører det mere med sig. Virksomheden skal lige lære dig og dine kompetencer at kende og finde ud af, hvad de reelt kan bruge dig til.

Cathrine Jensen