Inspirationshistorie
Projektorienteret forløb i EU: Indsigt, netværk og personlig udvikling
Lagt online: 20.03.2025

Inspirationshistorie
Projektorienteret forløb i EU: Indsigt, netværk og personlig udvikling
Lagt online: 20.03.2025

Anna Katrine Bommer Christensen
Inspirationshistorie
Lagt online: 20.03.2025
Inspirationshistorie
Lagt online: 20.03.2025
Om Anna Katrine Bommer Christensen
Katrine begyndte planlægningen af sit projektorienterede forløb i god tid, fordi hun vidste, at det ville kræve en ekstra indsats:
”Jeg har derfor brugt 1 år på at forberede mig ved at tage valgfag, som kunne fremme min profil hos mulige praktikpladser, lavet dispensationsansøgninger osv.”.
Katrine har fået god opbakning fra studiet, men de havde ikke så stor erfaring med udlandspraktik. Heldigvis har der været andre steder, fx Internationalt Kontor, AAU Karriere og DMMA, hvor Katrine har fået masser af hjælp.
Under det projektorienterede forløb har Katrine haft mange forskellige opgaver, fx udarbejdelse af rapporter mv. samt forberedelse af konferencer og møder. Hun har arbejdet med DANRO i forberedelserne til det kommende danske EU-formandskab, og her har hun virkelig kunnet bruge sine analytiske færdigheder. Hun fortæller:
”Mit arbejde har primært bestået af informationsindsamling og analyse af forskellige data, som skal danne grundlag for forhandlingerne og bruges strategisk. Det har været en spændende opgave, der har givet mig indblik i, hvordan analytisk arbejde kan anvendes i en politisk kontekst”.
Og hun fremhæver, hvor naturligt det var for hende:
”Det har været utrolig spændende at opleve, hvordan en sociologisk tilgang giver dybde og perspektiv, især i en så kompleks politisk kontekst som EU”.
Forløbet har givet Katrine en dybere forståelse af de komplekse arbejdsprocesser, der ligger bag beslutningerne i EU.
Udover de fagfaglige kompetencer oplevede Katrine, at hendes erfaring med gruppearbejde og problemløsning var afgørende for et effektivt samarbejde, ligesom hun har kunnet trække på kompetencer (fx planlægning af arrangementer) fra sit frivillige arbejde i studenterforeningen SoFiA. Katrine fortæller, at alle disse kompetencer har givet hende en tryghed:
”Man får ikke feedback på sit arbejde i samme omfang som på studiet. Det har krævet, at jeg stoler på mine kompetencer og hviler i, at jeg kan løse opgaverne på egen hånd”.
Det projektorienterede forløb har givet Katrine mange kompetencer, som hun kan bruge i fremtiden. Hun uddyber:
”Jeg har finpudset mine engelskkundskaber, så jeg føler mig mere sikker og præcis i at formidle komplekse emner på engelsk. Jeg har desuden fået et stort indblik i de diplomatiske processer, og i hvordan man formidler interne interesser på en diskret og diplomatisk måde”.
Katrine har dyb respekt for, hvor vanskeligt og vigtigt det er at opretholde diplomatiske relationer i svære politiske situationer.
Katrine fortæller, at dét at være i praktik i EU er en helt særlig oplevelse:
”Man bliver en del af en slags ekkokammer, hvor EU og politik er omdrejningspunktet i stort set alle samtaler. Mange omtaler det som "EU-boblen," og efter at have været her kan jeg virkelig forstå, hvad de mener med det. Det er et intenst, engageret miljø, der virkelig giver en dybere indsigt og skaber et stærkt, internationalt netværk”.
Netop dét at indgå i et internationalt netværk har været interessant for Katrine:
”Jeg har fået indblik i kulturelle og politiske forhold fra hele verden, hvilket har været utroligt spændende. Som sociolog er jeg naturligt interesseret i menneskelige dynamikker, og Bruxelles er virkelig et sted, hvor der er mulighed for at observere og forstå disse forskelligheder i praksis”.
Under forløbet har Katrine boet i et hus sammen med andre unge fra Skandinavien, og de har haft et virkelig godt fællesskab, selvom de har meget forskellige baggrunde. For Katrine har der indimellem været fuld fart på, men også perioder med hjemve og behov for ro. Hun beskriver det som en personlig rejse:
Katrine forventer, at noget af dét, hun har lært, skal udbygges og bruges i hendes fremtidige karriere:
”Jeg har fået en dybere indsigt i, hvordan forskellige roller og kompetencer spiller sammen, og hvordan de alle bidrager til det overordnede mål. Der er en helt særlig måde at agere på, når man arbejder med interessevaretagelse. Det kræver diplomati, strategi og evnen til at kommunikere med forskellige interessenter. Det er færdigheder, jeg helt sikkert vil blive ved med at udvikle, uanset om jeg ender i denne sektor eller ej”.
Praktikken har været en øjenåbner i forhold til, at en baggrund som sociolog kan anvendes i et politisk og internationalt miljø, og selvom det har været udfordrende at navigere i den komplekse arbejdsstruktur og med samarbejde på tværs af kulturer og fagområder, så har det også været utroligt givende for Katrine.
Kast dig ud i det, og udnyt den hjælp, du kan få på AAU. De har ofte erfaring og indsigt, som kan gøre hele processen meget lettere. Det kan også være en rigtig god idé at inddrage venner og bekendte, da de kan hjælpe med at holde motivationen oppe og minde en om målet, når processen føles lang.
Hold ved og giv ikke op, selvom det bliver udfordrende. Udover de mere oplagte opgaver som selve ansøgningen, boligforhold og økonomi, er der også en række mindre opgaver, som hurtigt kan fylde meget. Det kan for eksempel være at indberette legater til SKAT, ændre adresse, hvis man flytter, eller få styr på diverse kontrakter.