Spring til indhold

Inspirationshistorie

Viste sine kompetencer i ansøgningen og fik den ønskede praktikplads

Lagt online: 05.10.2018

Da Jens begyndte på sin kandidat, havde han en klar idé om, hvor han helst ville i praktik – nemlig på en sportsredaktion. Jens var klar over, at der var kamp om de få praktikpladser inden for branchen, så han gjorde et godt forarbejde, og det betalte sig.

Inspirationshistorie

Viste sine kompetencer i ansøgningen og fik den ønskede praktikplads

Lagt online: 05.10.2018

Da Jens begyndte på sin kandidat, havde han en klar idé om, hvor han helst ville i praktik – nemlig på en sportsredaktion. Jens var klar over, at der var kamp om de få praktikpladser inden for branchen, så han gjorde et godt forarbejde, og det betalte sig.

Om Jens Albæk Aarup

  • Alder: 25 år
  • Uddannelse: Interaktive Digitale Medier på AAU i Aalborg
  • Semester: 9. semester
  • Praktiksted: DR Sporten i Aarhus

Drømmen om en praktikplads

Praktik på 9. semester er en fast del af studiet på Interaktive Digitale Medier, og Jens begyndte allerede på sit 7. semester at gøre sig tanker om, hvor han gerne ville i praktik:

”Jeg havde fulgt lidt med i, at DR Sporten var flyttet til Aarhus, og tænkte at det kunne være fedt at komme i praktik på en sportsredaktion. Derfor meldte jeg mig til en ’jobagent’ hos DR, hvor man får tilsendt de job-/praktikopslag, som DR lægger op”.

Det skulle vise sig at være en god idé, for pludselig var det der – opslaget ”Universitetspraktikant til DR i Aarhus – Sporten”. Det var præcis den praktikplads, Jens drømte om, så han måtte i gang med at sælge sine kompetencer på den bedst mulige måde.

 

Grundig research og planlægning

Jens læste praktikopslaget grundigt igennem, og det affødte nogle spørgsmål. Han skrev derfor en mail til den kontaktperson, der var angivet i praktikopslaget. Da Jens havde fået svar på sine spørgsmål, havde han en dialog at henvise til, ligesom han kunne begynde at planlægge udformningen af sin ansøgning. Jens sigtede efter at lave en ansøgning, der afspejlede hans kompetencer, hans evne til at indfri virksomhedens krav samt hans kreativitet og hans interesse for sport.

 

Show them, don't tell them

DR Sporten søgte en praktikant til deres digitale afdeling, og vedkommende skulle være kreativ og også gerne interesseret i sport. Det skulle Jens have flettet ind i sin ansøgning, men hvordan gør man lige det på en overbevisende måde? Jens fortæller, hvordan han greb det an:

Jeg valgte at opsætte min ansøgning på en lækker grafisk måde ved hjælp af Adobes designprogrammer. På den måde viste jeg min kreativitet og mine kompetencer inden for design og grafik.

Jens Albæk Aarup

"Som grafisk element i min ansøgning valgte jeg at indsætte 3 billeder af mig selv, hvor jeg jublede i henholdsvis en fodboldtrøje, en amerikansk fodboldtrøje og i skiudstyr. På den måde viste jeg, hvilke sportsgrene jeg interesserede mig for".

I praktikopslaget stod der bl.a., at det var en fordel, hvis ansøgeren kunne redigere video. Jens supplerede derfor sin ansøgning med en lille video om, hvordan han havde taget billederne. Udover at have sammenhæng med selve ansøgningen, havde Jens 2 formål med videoen:

”Videoen skulle vise, dels at jeg kan filme og redigere video, og dels at den var lavet specifikt til DR Sporten. Jeg håbede, at de derved ville kunne se, at jeg var meget motiveret for at få praktikpladsen”.

 

Et cv med erfaring fra studietiden

Udover ansøgningen og videoen sendte Jens eksempler på tidligere arbejdsopgaver, han havde lavet samt et cv udarbejdet efter AAU Karrieres guide.

Noget af det, Jens kunne skrive på cv’et, var praktisk erfaring fra sine studierelevante studiejob: Han har bl.a. været layouter for de AAU-studerendes blad Agenda og Assistant Designer hos CompanYoung.

 

Besværet værd

Jens sendte sin praktikansøgning afsted og håbede på at høre fra DR. Hans mål med den kreative ansøgning var at skille sig ud fra mængden, og det lykkedes: Han fik praktikpladsen – og mere til:

”Til samtalen blev jeg tilbudt et studiejob efter min sidste eksamen, og jeg har arbejdet med grafik ved DR Sporten henover sommeren, hvor der har været diverse store sportsbegivenheder såsom VM i fodbold, European Championships og VM i sejlads. Efter sommerferien begyndte jeg min praktikperiode”.

Jens' gode råd til dig, der søger praktik eller job:

  1. 1

    Vis dine kompetencer

    Hvis du elsker at lave design, så lav et mega fedt design, og vis det til dem. Hvis du er sygt god til at lave hjemmesider, så lav en vild hjemmeside, de kan lære dig at kende igennem. Hvis du bare ikke kan få nok af at skrive digte, så lav et digt, der fortæller dem, hvorfor de ikke kan undvære sådan én som dig i deres organisation.

  2. 2

    Brug tid på ansøgningen

    Det betaler sig at ofre noget ekstra tid på at lave en god ansøgning. Jeg brugte en god del af en weekend på at lave min ansøgning og video til DR. Jeg tror, at det ville have taget den samme tid at lave 10 knap så gode ansøgninger, som formodentlig ikke ville føre til noget.