Dit cv er vigtigere end du måske tror. Langt de fleste arbejdsgivere skimmer nemlig dit cv igennem som det første for at se om du matcher behovet – og i mange tilfælde læser de kun din ansøgning, hvis du matcher.
Derfor skal du sikre, at dit cv er relevant, målrettet og nemt at overskue.
Cv'et er bagudskuende
Cv'et er en opsummering af alle dine relevante erfaringer indtil nu. I ansøgningen ser du fremad og viser hvordan du kan sætte kompetencerne i spil i det job, du søger.
Målret altid cv'et til jobbet og virksomheden. Hver gang skal du overveje, hvad der skal med og ikke med, og hvordan du forklarer, hvad du kan - på en måde, de forstår.
Kom godt i gang med cv'et
Kilde: Ballisagers rekrutteringsanalyse 2020, 2022 og 2024
Hvad siger arbejdsgiverne?
80 %
foretrækker et billede på cv'et
81 %
læser cv'et før ansøgningen
73 %
synes, at cv'et max bør fylde 2 sider
Kan robotter eller ATS afvise mit cv?
Applicant Tracking Systems (ATS) er en slags robot, der primært bruges af store virksomheder til at scanne kandidaterne og afgøre, hvilke der er relevante for stillingen. Hvis ATS ikke kan læse dit cv, kan det afvise din ansøgning.
- Undgå for meget grafik og design.
- Målret materialet og brug nøgleord fra opslaget; omformuler dem ikke.
- Brug gerne 1 kolonne.
- Brug venstrejustering.
- Brug skrifttyper uden seriffer (undgå fx Times New Roman).
- Inkluder datoer, og skriv dem helt ud (skriv fx "2024" i stedet for "24").
Som AAU-studerende kan du gratis bruge skabelonerne i Jofibo. De er konstrueret til at forstyrre ATS så lidt som muligt. Gå direkte til Jofibo her.
Det motiverede cv
Nogle virksomheder beder om et motiveret cv i stedet for en ansøgning og et cv.
I et motiveret cv har du det samme indhold som et "normalt" cv - den eneste forskel er, at du udskifter profilteksten med et indledende afsnit på 5-10 linjer, der fortæller:
- Hvorfor er du motiveret for dette job og denne virksomhed?
- Hvorfor er der et fagligt match?
Det er sådan set ansøgningen, der skal komprimeres, så det kræver arbejde at være så kortfattet.