Studiemiljødag 2022 i Aalborg
Dit gode studieliv

Studiemiljødag 2022 i Aalborg
Dit gode studieliv

Flere end 200 studerende tilmeldte sig årets Studiemiljødag i 2022 på Campus Aalborg, hvilket var rekordmange deltagere sammenholdt med tidligere år.
Trivsel i fokus
Temaet for Studiemiljødagen var studentertrivsel, som efter to år med corona særligt synes at fylde for de studerende.
Dagen lagde op til at give de studerende nye og konkrete viden og værktøjer til at arbejde med deres trivsel på studiet. Gennem oplæg og workshops kunne de bl.a. få svar på spørgsmål såsom:
- Hvordan holder du en sund balance mellem studiet og resten af dit liv?
- Hvordan undgår du, at pres bliver til stress?
- Hvordan bevarer du motivationen i både med- og modvind?
- Hvordan håndterer du forskelligheder og uenigheder i studiegruppen?
- Hvordan bliver du klogere på dine adfærdsmønstre og hvordan kan den viden styrke dit gruppearbejde?
Oplæg, workshops og Idécafé
Dagen blev indledt med velkomst af repræsentanter fra Studiemiljørådet efterfulgt af en præsentation af, hvad AAU Studie- og trivselsvejledning og studenterstudievejledere kan hjælpe AAU’s studerende med. Herefter holdt en rådgiver fra Studenterrådgivningen oplægget ’Sådan bliver du den perfekte studerende – et opgør med de urealistiske forventninger på studiet’.
Formålet med oplægget var et opgør med den fortælling, der findes på hver uddannelse om ’den perfekte studerende’ (også betegnet som ’den implicitte studerende’). Dette er en fortælling, som rigtig mange studerende tager til sig, og som konsekvens af det oplever tilsvarende mange studerende, at det er en fortælling, som er rigtig svær at leve op til. Og selvom det er skabt af både politiske dagsordner, studiestruktur, mm., ender det desværre ofte ud med, at mange studerende sidder alene tilbage med følelsen af ”det er nok mig, der ikke er god nok”. Pointen med oplægget var derfor at tydeliggøre, at studerende ikke skal stræbe efter et sådant ideal. Derudover blev deltagerne præsenteret for, hvordan man kan forstå og gøre op med de belastende og ofte usande forestillinger om, hvad det vil sige at være en god studerende.
Efterfølgende kunne deltagerne vælge sig ind på op til to ud af fire forskellige workshops, som relaterede sig til ’studentertrivsel’. Her kunne de bl.a. lære mere om trivsel iht. gruppearbejde, lære at blive opmærksom på deres personlige stressmønster og få konkrete redskaber til forebygge stress og trives med presset, samt tilegne sig konkrete redskaber til at udvikling af deres mindset og motivation samt opbygning af gode studieteknikker.
Alternativt kunne deltagerne gøre ophold i Idécaféen, hvor de i et loungemiljø og i duften fra popcornmaskinen kunne sparre med medstuderende eller ansatte om deres gode idéer til, hvordan vi sammen kan skabe et endnu bedre studieliv på AAU. De mange gode input fra Idécaféen er videregivet til de relevante aktører på AAU.
Afslutning med fokus på det sociale
Efter det faglige program blev der disket op med pizza og sodavand til alle deltagerne. Herefter blev der uddelt chips, nødder og slik, mens indehaveren af brætspilscaféen Dice n’ drinks stillede ca. 30 forskellige brætspil op, som deltagerne kunne udfordre både kendte og ukendte medstuderende i. Dette var en hyggelig afslutning, hvor de mange tilbageblivende deltagere understregede den gode stemning, der havde præget dagen.
Stor tilfredshed med Studiemiljødag 2022
Deltagernes evaluering af Studiemiljødagen 2022 viser, at der generelt var stor tilfreds med dagen. 96 procent af de deltagende studerende var 'meget tilfreds' eller 'tilfreds' med dagens rammer og indhold. Evalueringen viser desuden, at flere studerende særligt gav udtryk for, at det var godt at få sat ord på nogle af de udfordringer, de oplever. Ifølge evalueringen oplevede deltagerne, at Studiemiljødagen skabte nogle gode rammer for og konkrete redskaber til at indgå i dialog om trivsel og mistrivsel.
Mange af deltagerne blev på dagen også bekræftet i, at de er mange, der deler de samme udfordringer i forhold til trivsel og mistrivsel på studiet. Dette ses også i evalueringen, hvor flere har givet udtryk for, at det var rart for dem at vide, at de netop ikke er alene om at have det svært.
Du kan læse artiklen om Studiemiljødagen 2022 på Campus Aalborg her.