Spring til indhold

Inspirationshistorie

Fællesnævneren er at arbejde med mennesker

Lagt online: 27.09.2018

Andreas Lorentzen har en kandidatgrad i idræt, og da han skulle i gang med jobsøgningen, var der ikke så mange stillinger, hvor der blev søgt efter én med netop den uddannelse. Andreas indså hurtigt, at han måtte være kreativ i forhold til at finde en jobåbning. Det var han, og det resulterede i hans nuværende job som virksomhedskonsulent hos Jobcenter Aalborg, hvor han arbejder med at skabe match mellem virksomheder, studerende og dimittender fra AAU.

Inspirationshistorie

Fællesnævneren er at arbejde med mennesker

Lagt online: 27.09.2018

Andreas Lorentzen har en kandidatgrad i idræt, og da han skulle i gang med jobsøgningen, var der ikke så mange stillinger, hvor der blev søgt efter én med netop den uddannelse. Andreas indså hurtigt, at han måtte være kreativ i forhold til at finde en jobåbning. Det var han, og det resulterede i hans nuværende job som virksomhedskonsulent hos Jobcenter Aalborg, hvor han arbejder med at skabe match mellem virksomheder, studerende og dimittender fra AAU.

Om Andreas Lorentzen

  • Alder: 28 år
  • Uddannelse: Idræt på AAU i Aalborg
  • Dimittendår: 2015
  • Job: Virksomhedskonsulent hos Jobcenter Aalborg

Ud af comfortzonen

Andreas fintænkte jobmulighederne og fandt ud af, hvad han overordnet set ønskede at arbejde med. Han fortæller:

”Jeg ville gerne arbejde med mennesker, og helst hvor jeg kunne hjælpe mennesker ’videre’. Ud fra det perspektiv så jeg helt fra begyndelsen potentiale inden for mange forskellige brancher”.

Andreas så muligheder frem for begrænsninger, og han er typen, der ikke holder sig tilbage i forhold til udfordringer, heller ikke selvom de ligger uden for hans comfortzone. Han måtte i gang med at sparke døre ind hos potentielle arbejdsgivere.

 

Don't tell it, show it!

Ét var, at Andreas så muligheder i forskellige brancher, men han skulle også have overbevist en kommende arbejdsgiver om ideen, selvom vedkommende ikke som udgangspunkt havde erfaringer med at rekruttere medarbejdere med en baggrund i idræt. Andreas var ikke i tvivl om, hvor fokus skulle være:

Min motivation og personlige kompetencer skulle være i højsædet. Fokus lå på, hvilken værdi jeg kunne skabe.

Andreas Lorentzen

Andreas søgte en del stillinger uopfordret. Han lavede en grundig research, inden han tog kontakt til virksomheden og forklarede, hvordan en profil som ham kunne bruges i den pågældende virksomhed. Han gjorde det ud fra sin devise ”Don’t tell it, show it!”.

 

Idrætsbaggrund som en fordel

Andreas fik job som virksomhedskonsulent hos Jobcenter Aalborg, og det krævede naturligvis en indlæringsperiode at bestride det job. Han oplever, at han kan stå over for nogle arbejdsopgaver eller -områder, han ikke havde forestillet sig, men han betegner sig selv som et meget nysgerrigt menneske, der får ekstra motivation af den slags udfordringer.

Umiddelbart kan det virke, som om der er meget langt fra kandidatuddannelsen i idræt fra AAU til jobbet som virksomhedskonsulent hos Jobcenter Aalborg. Ifølge Andreas er det nemt at anvende kompetencerne fra uddannelsen i hans nuværende job:

I kraft af at jeg arbejder direkte med mennesker, gør jeg meget brug af de faglige færdigheder, jeg har tilegnet mig på studiet, det er eksempelvis fag/projekter inden for personlig udvikling, coaching, teambuilding, motivationsfaktorer, psykologi og meget mere.

Andreas Lorentzen

"Derudover stiller jeg mig altid kritisk over for ting, jeg møder, og her kan jeg anvende de klassiske akademiske færdigheder som fx evnen til at analysere, definere, arbejde problembaseret og stille konstruktive løsninger”.

 

Resultater for andre

Da Andreas dimitterede og begyndte at søge job, var det en altafgørende faktor, at han kunne bruge sine faglige kompetencer fra AAU i jobbet, og det kan han i jobbet som virksomhedskonsulent. Hans ønsker for fremtiden er at udvikle sig og at skabe resultater for de mennesker, han arbejder og omgiver sig med.

 

Vær nysgerrig og mobil

Andreas opfordrer andre til at tænke ud af boksen, når de står over for at skulle finde job. Han har følgende råd til dig, der dimitterer:

1.

Vær fagligt og geografisk mobil fra starten af.

2.

Vær nysgerrig på, hvad arbejdsmarkedet har at byde på inden for alle brancher.

3.

Research på virksomheden og vis motivation for diverse arbejdsopgaver i organisationen.

4.

Husk på, at en arbejdsgiver også ansætter et menneske, der skal fungere i virksomheden, så tænk på, hvordan du passer til det.