Hvad skete der efter, at I havde afleveret jeres speciale?

Vi havde fået specialet udskudt til den 1. august pga. en sygdomsperiode i starten af forløbet. Det var en virkelig god beslutning at udskyde det 2 måneder: Det gav os muligheden for at diskutere vores materiale til bunds. Man har ikke alverdens tid under sit speciale – tiden skal bruges fornuftigt.

Fordi vi netop havde diskuteret vores speciale så grundigt igennem, havde jeg under forberedelsesfasen til vores præsentation tid til at kigge jobannoncer igennem. Der faldt jeg over et opslag omhandlende en lederstilling i en daginstitution i Rødovre – en stilling hvor det var tydeliggjort, at der skulle foretages en kulturforandring i institutionen.

Jeg sendte en ansøgning afsted en torsdag, mens vi skulle til eksamen næste dag. Da vi sad til eksamen om fredagen, kan jeg huske, at min lomme summede. Efter at vi havde fået vores karakter, ringede jeg tilbage og blev inviteret til samtale om mandagen.

Jeg gik til samtalen mandag og blev senere om aftenen ringet op med tilbuddet om ansættelse. Så det hele endte med at gå forholdsvis hurtigt: Jeg nåede at være på dagpenge i 4 dage eller noget lignende.

 

Hvad gjorde, at du fik jobbet?

Jeg kom direkte fra en specialeproces, hvor vi havde haft fokus på medarbejderinddragelse og medbestemmelse, så det sad frisk i min erindring. Derfor gik jeg ikke til lederstillingen som om, at det var mig, der skulle være konge – det, tror jeg, var afgørende. Desuden prioriterede Rødovre Kommune erfaringskravet som sekundært – de var mere interesserede i hvilken faglighed og hvilket mindset, man kom med.

 

Var det sådan en stilling, som du på forhånd havde i kikkerten?

Nej, overhovedet ikke. Før jeg startede på Læring og forandringsprocesser, havde jeg arbejdet en del år som pædagog. Så jeg havde en forventning om, at jeg aldrig skulle tilbage til en daginstitution; jeg var færdig med det. Jeg troede, at jeg fx skulle ud og undervise på en professionshøjskole, lave den smule forskning, der hører til der, vejlede og måske foretage noget konsulentarbejde. Jeg tænkte slet ikke i ledelse, før jeg faldt over stillingsopslaget.

 

Der var behov for en kulturforandring - var det dét, der fangede dig?

Ja, og så kunne jeg genkende mange ting i opslaget, som havde direkte relation til mit speciale.

Det gælder især inden for det pædagogiske felt. Pædagoger, der bliver et sted for længe, har måske også en tendens til at være knap så udviklingsparate som nyere frisk blod, der kommer ind på en arbejdsplads. Det er måske specielt vigtigt, når man arbejder med børn; man siger jo, at de første 1000 dage er de vigtigste, så hvordan kan vi tilbyde de bedste rammer for de dage, hvis vi ikke selv er klar på at udvikle os?

 

Hvor meget kan du bruge fra dit speciale i dit arbejdsliv i dag?

Der er rigtig mange ting, som jeg kan bruge i forhold til modstandshåndtering, gruppedynamikker, og hvordan man i daginstitutioner anvender materialitet i sammenhæng med fx køn og etnicitet. Derudover er jeg nok også bedre rustet til at forudse og håndtere overenskomstforhandlinger og generelt tale konfliktsøgende retorik i en personalegruppe ned.

 

Hvorfor valgte du at tage en kandidat?

Jeg har altid gerne villet gå den mere akademiske vej, men jeg røg meget ung ud og skulle bo alene, så det var svært at finde tid til det – jeg røg direkte ud at arbejde, efter jeg havde taget min gymnasieuddannelse. Jeg skubbede nok hele tiden muligheden for at gennemgå et akademisk uddannelsesforløb. Grundlæggende har jeg altid været interesseret i viden i bred forstand, men kandidaten i Læring og forandringsprocesser tilbød mig en mere fokuseret viden.

Alt i alt har det meget været tilfældighedernes spil, at jeg tog den kandidat – jeg har det mere som om, at det er noget, der er sket for mig, end et valg som jeg direkte har taget. Jeg vil nødvendigvis ikke anbefale at leve sit liv på en sådan måde, hvor man i høj grad lader livet være op til tilfældighederne. Men det har jo virket for mig i mange sammenhænge.