Hvad skete der, efter du havde afleveret dit speciale?

Tre dage efter mit speciale startede jeg på job hos Statens Byggeforskningsinstitut, hvor jeg også havde været studentermedhjælper i to år – så det var en meget flydende overgang. Jeg fik en række projektansættelser der, og endte med at være der i knap to år i alt. Da det sidste projekt løb ud, stoppede jeg også.

Efter at jeg havde haft ansættelse i to år, var jeg ret overbevist om, at det var forholdsvis let for mig at få job bagefter – mange siger jo ofte, at man bare lige skal i gang, have det første job og så kører tingene. Men det viste sig faktisk, at det ikke var særlig nemt at få det andet job. Det var meget sværere, end jeg troede. Helt overordnet så havde jeg min sidste dag hos Statens Byggeforskningsinstitut i slutningen af januar og fik først ansættelse igen i juni.

Efter noget tid endte jeg med at være i praktik i Socialforvaltningen, hvor jeg arbejdede med den boligsociale venteliste og tryghed på bosteder. Samme aften, som praktikforløbet sluttede, mødte jeg en gammel samarbejdspartner til sankthansaften; han tilbød mig, at jeg kunne komme ind på hans kontor – og så fik jeg job der.

 

Var du overrasket over, hvor svær hele ansøgningsprocessen var?

Ja, jeg var overrasket. Jeg havde bestemt heller ikke gjort nok på forhånd: Jeg havde kun sendt én eller to ansøgninger, mens jeg var ansat hos Statens Byggeforskningsinstitut. Hele ansøgningsperioden passede mig bare rigtig dårligt – det med at sende et hav af ansøgninger uden at have en relation til de steder var ikke mig. Det passer mig bedre at køre det hele gennem netværk.

 

Var det en skræmmende periode?

Nej, egentligt ikke. Jeg var ret udmattet af at arbejde. Jeg havde bare afleveret mit speciale og var så gået i gang med at arbejde lige efter – tilmed havde jeg syntes, at det var forfærdeligt at skrive speciale. Så for mig havde det været fint, hvis der var gået en måned mellem at aflevere speciale og begynde på job.

Tænkte du nogensinde, at det var dig, der var noget i vejen med, når du ikke blev kaldt ind til samtaler?

Jeg tænkte, at jeg ikke blev indkaldt til samtaler, fordi jeg ikke var god til at skrive ansøgninger – hvilket nok er rigtigt. Men hvis man sidder en uge og får fire afslag i træk, så er det hele ikke så sjovt.

Det var faktisk rigtig heldigt, at jeg fik job på det tidspunkt, som jeg gjorde. Jeg endte med at være ledig i seks måneder i alt. Da jeg passerede de tre måneders ledighed, tænkte jeg ’shit mand, tre måneder er alligevel lang tid’.

Til møder i a-kassen får man også en fornemmelse af, at hvis man kommer henover de der seks måneders ledighed, så begynder tingene at blive svære – så skal man til at gå i gang med alle mulige forløb.

Da jeg nærmede mig de seks måneder, tænkte jeg, at jeg alligevel ikke var så succesfuld, som jeg troede, jeg var. Jeg tænkte, at nu var jeg måske ’sådan en’, der ikke kunne få et arbejde – det ville være forfærdeligt. Men det er fjollet at have sådan en tilgang. Hvis man kan, skal man også nyde den periode og ikke se alt for alvorligt på tingene.

Jeg fik tilbudt mit job i juni, men kunne først begynde i august – efter jeg var sikker på ansættelse, var den mellemliggende periode meget mere afslappet.

 

Så det er visheden, der kan gøre perioden skræmmende?

Ja, det er helt klart uvisheden. Man ved ikke, hvornår ansøgningsperioden slutter. Tingene trækker ud. Der er enormt meget ventetid.

 

Hvis det havde taget dig mere end seks måneder, havde din situation så været en markant anden?

Ja, så havde jeg tænkt: ’Hvad er det, jeg gør forkert?!’. Når man er forholdsvis nyuddannet, er det ikke så motiverende at være arbejdsløs: Man er bange for, at man glemmer alt det, man har lært.

Jeg vil helt klart anbefale, at man går i gang i god tid med at sende ansøgninger ud.

Jeg synes, at det er en god ide, at man hele tiden spørger rundt i sit netværk, om der er nogen, der mangler folk til stillinger, eller kender andre som gør. Det føles bare meget mere effektivt i stedet for at sende en ansøgning, der ender i en bunke med 200 andre ansøgere.

 

Det var også gennem dit eget netværk, at du fik ansættelse?

Jeg fik en projektansættelse gennem mit eget netværk her i Københavns Kommune – og da en af mine kollegaer så senere sagde sit job op herinde, søgte jeg den stilling.

Det er meget lettere at søge fastansættelse i en organisation, når man allerede er i den. Man ved, hvad man taler ind i med sin ansøgning.

Det er svært som nyuddannet at forstå, hvilke sammenhænge man skriver sig ind i med sine ansøgninger – det er svært at afkode, hvilke behov og kompetencer der egentligt er på spil og efterspørges.