Da jeg begyndte på psykologi, var der ikke gået mere end et par uger, før vores tutorer sagde til os, at når man gik på psykologi, så var det altså forventet, at man havde frivilligt arbejde. Det kom lidt som et chok for mig, for dét syntes jeg egentligt ikke, at jeg havde tid og overskud til i en hverdag, der skulle til at fyldes med et nyt studie, og i forvejen var proppet med fodbold, arbejde, kæreste, familie og venner.

Jeg var nok lidt stædig, for jeg tænkte, at der ikke var nogen, der skulle fortælle mig, hvad jeg skulle fylde min hverdag med. Derfor gik der også 2,5 år, hvor jeg udelukkende arbejdede frivilligt som en del af formandsposten for kvindeafdelingen i min fodboldklub – ikke nødvendigvis så studierelevant, men trods alt en kæmpe hjertesag.

 

Ny organisation - nye muligheder

Da min mor på et tidspunkt fortalte, at der var startet en ny organisation i Aalborg, som gav støtte til børn i sorg, og desuden havde ’sorgeksperten’ Jes Dige i spidsen, så var der alligevel noget, der kildede i min mave.

Da jeg undersøgte organisationen lidt nærmere, fandt jeg ud af, at jeg kendte dens bestyrelsesformand, Per Andersen, der er far til en af mine veninder fra folkeskolen. Denne viden gav mig blot følelsen af, at det var endnu mere skæbnebestemt, at jeg skulle være hos SKYGGEBØRN. Derfor tog jeg chancen og sendte en mail til ham om, at jeg simpelthen måtte vide mere om organisationen, og at jeg var meget interesseret i at blive en del af den på frivillig basis.

 

Praksiserfaring og kompetencerigdom

Mine opgaver som frivillig i SKYGGEBØRN bestod i at være én af gruppelederne i en sorggruppe for teenagere, der havde mistet en nær pårørende, eller havde en pårørende, som var alvorligt syg. Jeg mødte fast ind hver anden torsdag i ca. 4 timer, hvor jeg bidrog både til praktiske opgaver og faciliterede snakken med de unge om deres liv med sygdom og sorg.

Jeg har fået ekstremt meget ud af at være frivillig i SKYGGEBØRN. Jeg har engang fået at vide, at når man har gået på universitetet, så har man lært en masse, men man kan ikke en masse, og det kan jeg kun tilslutte mig. Heldigvis har jeg sideløbende med studiet fået en vigtig praksiserfaring gennem mit frivillige arbejde.

Jeg har lært nogle ting i mit frivillige arbejde, som jeg aldrig kunne have lært på studiet, og det har både givet mig kompetencer personligt og professionelt.

Studiet som fundament

Der er ingen tvivl om, at mine kompetencer fra universitetet også har bidraget til, at jeg har kunnet få mere ud af mit frivillige arbejde. Studiet har givet mig et nødvendigt fundament at bygge på ift. at kunne forstå mennesker i forskellige situationer og med forskellige forudsætninger. Det kan være svært at omsætte sin universitetsviden til praksis, og derfor er det så anbefalelsesværdigt at få et studiejob eller et frivilligt arbejde, hvor du kan øve dig, inden det bliver alvor og forventningerne til dine færdigheder stiger!

Allerede da jeg begyndte i SKYGGEBØRN, lavede min familie og jeg sjov med, at det kunne være, at jeg kunne blive ansat i organisationen, når jeg var færdiguddannet. Det var dog en rimelig urealistisk tanke, da der tidligere kun var én fuldtidsansat i organisationen – nemlig stifteren Jes Dige.

 

Skillevejen

Vi fortsatte med at lave sjov med ansættelsen, men en julidag fandt jeg pludselig mig selv på en strand med min moster. Her snakkede vi om, hvorvidt jeg skulle skrive mit 9. og 10. semesterprojekt med to veninder, og dermed gå på kompromis med mit emne, eller om jeg skulle gå solo og skrive om det, der interesserede mig allermest, nemlig sorg.

Det føltes som en skillevej, hvor jeg skulle vælge, om jeg rent faktisk troede på, at jeg kunne få en stilling, hvor jeg skulle beskæftige mig med min hjertesag; børn i sorg. Jeg besluttede at gå efter mit mål.

Fra den dag ændrede min tilgang sig, og når folk spurgte mig, hvad jeg gerne ville, når jeg var færdiguddannet, så turde jeg sige højt, at mit største ønske var at være psykolog i SKYGGEBØRN.

En ny hverdag

I og med, at jeg ikke er ny i SKYGGEBØRN, har det været en forholdsvis glidende overgang at gå fra frivillig til fuldtidsansat. Jeg er kun den anden fuldtidsansatte i organisationen, foruden de ca. 50 frivillige, og jeg har et godt og trygt forhold til min chef. Han har været fantastisk til skiftevis at skubbe og støtte mig i mine arbejdsopgaver, og hele tiden give mig en fornemmelse af at han har en stor tillid til mine evner og udviklingen heraf.

Hverdagen er naturligvis en helt anden, i og med at psykologistudiet består af voldsomt meget selvstudie, og dermed meget frihed og mulighed for fritid. Jeg har helt sikkert skullet vænne mig til en hverdag, hvor mange af døgnets timer foregår på arbejdet, idet det kræver en anden planlægning og prioritering. Jeg nyder dog, at jeg kan fordybe mig fuldstændigt i et emne, som virkelig interesserer mig, og jeg nyder at mærke, at jeg udvikler mig hele tiden.