Spring til indhold

Inspirationshistorie

Med nysgerrighed og netværk skaffede Anne sin drømmepraktik

Lagt online: 28.01.2022

Da Anne skulle søge praktikplads, var hendes netværk – både det faglige og det private – medvirkende til, at hun fik en praktikplads, der matchede lige præcis det interesseområde, hun gerne ville fordybe sig i.

Inspirationshistorie

Med nysgerrighed og netværk skaffede Anne sin drømmepraktik

Lagt online: 28.01.2022

Da Anne skulle søge praktikplads, var hendes netværk – både det faglige og det private – medvirkende til, at hun fik en praktikplads, der matchede lige præcis det interesseområde, hun gerne ville fordybe sig i.

Om Anne Eeg Petersen

  • Alder: 23 år
  • Uddannelse: Kemiingeniør
  • Semester: 7. semester
  • Praktiksted: Fibertex Personal Care A/S

Anne er generelt meget nysgerrig overfor forskellige faglige områder inden for kemi, så hendes overvejelser om fremtiden skifter over tid. Da hun begyndte at skrive praktikansøgninger på 5. semester, var det især polymerkemi, der havde hendes interesse, og hun så derfor Fibertex Personal Care som et oplagt praktiksted.

 

Nysgerrighed

Det første spæde forarbejde til en praktik hos Fibertex Personal Care gjorde Anne faktisk mere eller mindre tilfældigt i forbindelse med sin projekteksamen på 4. semester, hvor projektet ellers handlede om noget helt andet. Hun fortæller:

”Efter eksamenen og bedømmelsen var der mulighed for at stille spørgsmål, og her spurgte min gruppe og jeg vores censor, Thomas Broch, hvad han beskæftigede sig med. Han fortalte, at han arbejder hos Fibertex, som jeg allerede dengang kendte til igennem medier”.

Anne greb bolden – hun husker tilbage:

Jeg var lidt frisk, så jeg sagde, at hvis de nogensinde overvejede en praktikant, måtte han meget gerne sige til.

Anne Eeg Petersen

"Han svarede, at de havde haft praktikanter før, så man kunne altid sende en ansøgning”.

 

At kende én, der kender én

Da Anne skulle i gang med at søge praktikplads, syntes hun, at Fibertex Personal Care kunne være et godt match. Hun vidste, at Fibertex A/S nogle år tidligere var blevet splittet op i 2 virksomheder, og det medførte et mindre dilemma. Anne uddyber:

”Jeg ville gerne sende uopfordrede ansøgninger til begge virksomheder, Fibertex Nonwovens A/S og Fibertex Personal Care A/S, men jeg tøvede lidt, fordi jeg ikke vidste, hvor jeg skulle sende dem hen. Nogle dage gik, og jeg fik nævnt mit ønske om at sende uopfordrede ansøgninger afsted for min kærestes familie. Det viste sig, at min svigerfars kærestes bror arbejder hos Fibertex Nonwovens A/S. Jeg kontaktede ham, og han gav mig e-mail og telefonnummer på en kontakt til hver virksomhed”.

Det faglige netværk

Anne besluttede sig for at ringe til Fibertex Personal Care for at høre, om det var i orden at sende en uopfordret ansøgning til dem. Anne ringede, og opkaldet blev besvaret af…..Thomas Broch – censoren fra hendes 4. semesters eksamen. Derfra gik det slag i slag, Anne fortæller:

”Jeg præsenterede mig, nævnte vores tidligere møde og spurgte, om det var i orden at sende en uopfordret ansøgning til dem. Det var det. Efter en samtale nogle uger senere, fik jeg en praktikplads hos Fibertex Personal Care”.

Anne vurderer, at det var en fordel for hende, dels at få direkte kontaktoplysninger til de relevante afdelinger, og dels at hun havde mødt Thomas i eksamenssituationen, hvor han havde set hendes faglige niveau.

 

Faglig viden og ny forståelse

Anne vidste på forhånd, hvad hun gerne ville opnå med praktikken. Hun uddyber:

”Mit største mål for praktikken var at lære noget nyt – både kemisk fagligt, men også at få praktisk erhvervserfaring. Jeg fik til opgave at udarbejde en risikovurdering for kontaminering af Fibertex Personal Cares produkter. Det var en arbejdsopgave, som både bestod i at opstille systematik til en risikovurdering, forståelse for alle mulige kontamineringskilder og vurdering af risikoen.

Jeg lærte virkelig meget af min praktik. Man får en helt anden forståelse af, hvordan afdelinger arbejder sammen, og hvad der skal til for at opstarte nye projekter og implementere dem i større skala.

Anne Eeg Petersen

Efter praktikken er Anne nu tilbage på AAU, hvor hun skal færdiggøre sin uddannelse som kemiingeniør.

 

Gode råd

På baggrund af sine egne erfaringer har Anne 2 gode råd til dig, der skal søge praktikplads:

1.

Begynd praktiksøgningen tidligt, for det kan være, at den modtages af ansatte, som beskæftiger sig med andet i løbet af deres arbejdsdag. Derfor kan det godt tage noget tid, inden din henvendelse bliver besvaret.

2.

Hvis du vil søge uopfordret, så prøv at finde et telefonnummer på en relevant person eller afdeling i virksomheden, og spørg om det er i orden at sende en ansøgning, og hvilken mail den skal sendes til.