Spring til indhold

Inspirationshistorie

Studiejobbet styrkede Cecilies kompetencer og gav hende en forsmag på arbejdslivet

Lagt online: 29.08.2023

Cecilie søgte et studierelevant studiejob, fordi hun gerne ville have afprøvet sine kompetencer og få erfaring inden for sit felt. Det fik hun – og meget mere end det: Hun fik nye faglige kompetencer, mere selvtillid og erfaring med at begå sig på en arbejdsplads, hvor ikke alle har den samme faglighed.

Inspirationshistorie

Studiejobbet styrkede Cecilies kompetencer og gav hende en forsmag på arbejdslivet

Lagt online: 29.08.2023

Cecilie søgte et studierelevant studiejob, fordi hun gerne ville have afprøvet sine kompetencer og få erfaring inden for sit felt. Det fik hun – og meget mere end det: Hun fik nye faglige kompetencer, mere selvtillid og erfaring med at begå sig på en arbejdsplads, hvor ikke alle har den samme faglighed.

Om Cecilie Amalie Klein

  • Alder: 24 år
  • Uddannelse: Interaktionsdesign på AAU i Aalborg
  • Semester: 10. semester
  • Studiejob: Studentermedhjælper til webopgaver hos AAU Karriere

Cecilie har haft forskellige studiejob i løbet af sin studietid, bl.a. ét som hjælpelærer på sit studie, som hun fandt gennem sit netværk. Derudover har hun haft forskellige ikke-studierelevante studiejob, fordi hun havde svært ved at finde de studierelevante. Hun fortæller:

”Jeg kunne godt have tænkt mig at have haft noget mere studierelevant arbejde i min studietid, men jeg kiggede mest efter jobopslag på Jobindex, og der havde jeg svært ved at finde studierelevante studiejob i Aalborg".

Det kan godt være, at det var et tilfælde, men jeg fandt et relevant jobopslag, en af de første gange jeg kiggede på AAU Jobbank.

Cecilie Amalie Klein

Det var også på AAU Jobbank, at Cecilie blev opmærksom på sit studiejob hos AAU Karriere.

 

Tidsbegrænset ansættelse med perfekt timing

AAU Karriere søgte sammen med Studie- og Trivselsvejledningen på AAU 3 studentermedhjælpere til omlægning af hjemmesider. En af stillingerne var fast, mens de 2 andre var tidsbegrænsede. Cecilie gjorde sig tanker om en mulig ansættelse:

”Da jeg var på mit 8. semester, vidste jeg godt, at det var usandsynligt at få fastansættelsen. Men en tidsbegrænset ansættelse ville passe perfekt. Det ville betyde, at jeg kunne arbejde på mit 9. semester, og så ville jeg kunne fokusere på at forberede mig på at søge en fuldtidsstilling på mit 10. semester”.

Cecilie havde dialog med kontaktpersonen på jobopslaget. Hun søgte studiejobbet og fik en af de tidsbegrænsede stillinger, hvor hun skulle arbejde for AAU Karriere.

 

Kompetencer i spil og faglig selvtillid

Cecilies hovedopgave i studiejobbet var at flytte AAU Karrieres hjemmeside fra ét CMS-program til et andet. Cecilie fortæller:

”Jeg flyttede al tekst, billeder, videoer osv. fra det ene system til det andet. I den proces arbejdede jeg på sideopstillingen og præsentationen af indholdet, så de mest relevante informationer var tydelige og nemme at finde, samtidig med at siderne visuelt repræsenterer deres indhold".

Jeg kunne mærke, at jeg fik mere tillid til mig selv og min faglighed gennem mit arbejde, så jeg fik mod på at komme med forslag til nyt indhold, som ville hjælpe med at tydeliggøre AAU Karrieres budskab og tilbud.

Cecilie Amalie Klein

I arbejdet med omlægningen af hjemmesiden afprøvede Cecilie en del af de kompetencer, som hun har tilegnet sig på sit studie, Interaktionsdesign, bl.a. viden om layout, visuelle designprincipper og konventioner om, hvordan en hjemmeside normalt fungerer.

 

Ny, vigtig viden

En af de ting, Cecilie fik erfaring med var CMS-programmer. Hun uddyber:

”Inden studiejobbet vidste jeg ikke, hvad CMS-programmer var, men nu har jeg en god forståelse af, hvad det er, og hvordan de bruges. Det er en fordel, hvis jeg en anden gang skal arbejde i et CMS-program, eller hvis jeg skal være med til at udvikle eller tilpasse et CMS-program. Jeg har vigtig viden om, hvilke opgaver man ofte laver i disse programmer og hvordan”.

 

Lidt som et fuldtidsjob

Udover at få afprøvet og udviklet sine faglige kompetencer, fik Cecilie også en forsmag på, hvordan det mere generelt vil være at have et fuldtidsjob efter endt uddannelse. Hun uddyber:

I studiejobbet havde jeg mulighed for at arbejde op til 37 timer om ugen i sommerferien. Så her fik jeg en fornemmelse af, hvordan det vil være at begå sig på en arbejdsplads og sammen med kolleger, hvor ikke alle har samme faglighed som mig. Jeg har også fået styrket min evne til at arbejde selvstændigt.

Cecilie Amalie Klein

Cecilie beskriver det som en rigtig god oplevelse at have haft studiejobbet, og hun fortæller, at hun glæder sig endnu mere til at blive færdig med sin uddannelse og komme videre.

 

Det skal nok komme til at gå

Cecilie har ikke nogen helt konkret plan for, hvad hun skal, når hun snart står med eksamensbeviset i hånden, men hun gør sig nogle tanker:

”Jeg skal have et fuldtidsarbejde, og meget gerne som UX/UI designer eller frontend developer, hvor jeg også har mulighed for at lave nogle UX/UI-opgaver. Jeg har helt klart ambitioner, men jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente, eller hvordan og hvor hurtigt man stiger i graderne. Jeg er ikke nervøs for, om jeg kommer til at klare mig godt: Da jeg gik i folkeskolen, troede jeg ikke, at jeg var klog eller dygtig nok til at kunne gå på universitetet, og nu dimitterer jeg med en kandidatgrad. Så mon ikke at det alt sammen nok skal gå”.

Cecilie er heller ikke i tvivl om, hvor hun vil lede efter fuldtidsjob – det er bl.a. i AAU Jobbank.

Cecilies gode råd

  1. 1

    Spring ud i det!

    Brug ikke for mange kræfter på at overtænke, om du har kompetencerne til at udføre jobbet. Det har du sikkert, og hvis ikke, så lærer du det.

  2. 2

    Husk at du er et menneske!

    Det er okay at være nervøs til jobsamtalen. Det er en fordel at vise sin personlighed – på den måde er det lettere at finde ro i situationen, og arbejdsgiverne har bedre mulighed for at lære dig at kende.

  3. 3

    Tag ikke et afslag som et nederlag!

    Hvis en arbejdsplads ikke ansætter dig, er det ikke personligt. Det er, fordi du ikke er det rette match. Det kan være en fordel at se det, som at de har gjort dig en tjeneste, så du ikke kommer til at arbejde et sted, hvor du føler, at du ikke passer ind.