Stod du med arbejde lige efter, at du havde taget din kandidat?

”Ja, det gjorde jeg. En af de første dage, hvor jeg sad på specialekontoret, blev stillingsopslaget til den stilling, som jeg sidder i nu, slået op. Opslaget vægtede mange af de emner, som jeg skulle skrive speciale om – hvilket overordnet handlede om digitaliseringsprocesser på folkeskoleområdet. Jeg var godt nok ikke uddannet endnu, men stillingen var bare lige mig. Så jeg satsede måske en smule og ansøgte allerede, da jeg kun var en uge inde i selve specialearbejdet. Heldigt nok havde de en lang ansøgningsproces, og samtalerne begyndte først i maj – mens jeg sendte min ansøgning i februar. Det hele endte med, at jeg var til første samtale den uge, hvor jeg afleverede specialet, mens jeg var til anden samtale den uge, hvor jeg forsvarede specialet. Faktisk fik jeg tilbudt jobbet dagen før, jeg skulle forsvare specialet”.

 

Så du havde ikke en periode, hvor du var jobsøgende? Du havde ikke nogen 'skræmmende' overgang fra studie til arbejde?

”Nej, ikke lige efter. Jeg er også sådan én, der gør tingene i ret god tid, så min ’skræmmeperiode’ lå faktisk et halvt år i forvejen; allerede omkring november begyndte jeg at overveje, hvor jeg skulle søge job. Men jeg havde ikke en fase, hvor jeg stod uden job – på mange måder var jeg nok heldig og ude i god tid”.

 

Havde du en god selvtillid omkring dine evner, da du skulle søge arbejde?

”Men det kan stadigvæk godt være svært at få formidlet den kvalificerede viden, man sidder inde med; at kommunikere klart til arbejdsgiveren, at man er dygtig på et område, kan godt være svært”.

 

Har du et godt råd til, hvordan man klart får kommunikeret sine evner til en jobsamtale uden at virke arrogant?

”Det er jo svært at give et godt råd, for hvad ved jeg, om hvilke situationer forskellige ansøgere sidder i. Men jeg har selv tænkt en del over forskellen på det akademiske miljø og arbejdslivet – og i forhold til det, så tror jeg, at et godt råd består i, at den chef og den arbejdsplads, som du sidder over for, langt hen ad vejen er ligeglad med teoretikere, teorier og nok også de fleste modeller. Der er rigtig ofte en hverdag i de her virksomheder, og det er ikke altid, at sådanne akademiske emner er relevante.

Jeg tror måske, at rådet er, at selvom der kan være en eksamensfølelse, når du sidder til jobsamtale, så skal du passe på med at tænke på samtalen som en eksamen. Til en jobsamtale bliver du typisk ikke hørt om teorier og andre konkrete akademiske områder. En jobsamtale vedrører typisk mere spørgsmål som ’kan vi sammen?’, ’gider jeg at være leder for dig?’ og ’skal du være en del af vores team?’. De kompetencer, der typisk er i spil, vedrører mere spørgsmål som ’hvordan håndterer du problemer under pres?’ og ’hvordan er du som holdspiller i et team?’.

Jeg tror overordnet, at man skal gå til en jobsamtale mere som en fælles dialog mellem arbejdsplads og ansøger – begge parter er jo virkelig interesserede i samtalen. Virksomheden er jo også interesseret i at vise sig som en god arbejdsplads. Det bliver mere en udveksling af information end en afhøring ligesom til eksamen”.

 

Hvorfor tror du, at du fik job så hurtigt hos Dafolo?

”Jeg tror, at det mest udslagsgivende var selve ansøgningen. Det lyder måske som at klappe sig selv lidt på skulderen, men jeg tror, at de kunne se mig som person i den ansøgning. I stedet for at bruge tid på at skrive om, hvad jeg selv vidste, viste jeg nok mere, hvad jeg havde tænkt mig at tilbyde dem. Jeg lagde ’den studerende’ lidt på hylden i min ansøgning og udviste i stedet for engagement for stillingen. Derudover tror jeg faktisk, at selve titlen på min kandidatuddannelse, Læring og forandringsprocesser, er god til at vække folks nysgerrighed”.