Spring til indhold

Vindere af AAU Startup Legat 2023

Pull & GO

Pull & GO består af to AAU-studerende: Mikkel Krogshede og Jonas Koefoed Petersen. De har udviklet en trækfunktion med aftagelige håndtag til manuelle kørestole, som gør brugeren i stand til at drive stolen frem med både trække- og skubbebevægelser. Trækfunktionen kan hjælpe de mange personer, der er helt eller delvist afhængige af en kørestol og som lider af skuldersmerter forbundet med at drive deres kørestol frem med armene.

Vindere af AAU Startup Legat 2023

Pull & GO

Pull & GO består af to AAU-studerende: Mikkel Krogshede og Jonas Koefoed Petersen. De har udviklet en trækfunktion med aftagelige håndtag til manuelle kørestole, som gør brugeren i stand til at drive stolen frem med både trække- og skubbebevægelser. Trækfunktionen kan hjælpe de mange personer, der er helt eller delvist afhængige af en kørestol og som lider af skuldersmerter forbundet med at drive deres kørestol frem med armene.

Teamet bag Pull & GO

  • Mikkel Krogshede

Studerer Idræt på Aalborg Universitet

  • Jonas Koefoed Petersen

Studerer Mechanical Engineering på Aalborg Universitet

AAU Startup Legat får stor betydning for vores udviklingsproces både på kort og langt sigt. Helt konkret gør det os i stand til at købe de reservedele, som tilpasningerne af vores prototype til markedets mange forskellige kørestolsmodeller kræver.

Mikkel Krogshede, co-founder i Pull & GO

Hvem er Pull & GO og hvilket problem vil I løse? 

"Ca. 250.000 danskere lever med et bevægelseshandikap, hvoraf en gruppe er helt eller delvist afhængige af en kørestol. Fælles for helt op til 75% af brugere af manuelle kørestole er, at de lider af daglige skuldersmerter forbundet med at drive deres kørestol frem med armene. Pull & GO vil skabe bedre livskvalitet for brugere af manuelle kørestole og samtidig bidrage til at afhjælpe samfundsøkonomiske udfordringer på handicapområdet.

Vi har udviklet en trækfunktion med aftagelige håndtag til manuelle kørestole, som gør brugeren i stand til at drive stolen frem med både trække- og skubbebevægelser. Derved bruges overkroppens muskler på både for- og bagside, som resulterer i en bedre kropsholdning og færre muskelsmerter.

Vores løsning aflaster kørestolsbrugernes skuldre og sikrer bedre bevægelsesfrihed også for den gruppe brugere, der har begrænsede armkræfter. Dét vil kunne udsætte tidspunktet for et skift fra manuel til elektrisk kørestol for flere brugere. Udover at hjælpe brugerne er dét også samfundsøkonomisk interessant, idet brugere af elektriske kørestole har en øget risiko for følgesygdomme, som f.eks. diabetes og inflammationssygdomme, som resultat af den nedsatte, daglige fysiske aktivitet.

Der findes på nuværende tidspunkt ingen kombinerede bevægelsesfunktioner til manuelle kørestole på markedet og det har vi sat os for at ændre på."

Mikkel Krogshede, co-founder i Pull & GO.

Hvad vil AAU Startup Legat blive brugt på? 

 "AAU Startup Legat får stor betydning for vores udviklingsproces både på kort og langt sigt. Helt konkret gør det os i stand til at købe de reservedele, som tilpasningerne af vores prototype til markedets mange forskellige kørestolsmodeller kræver. Derudover vil vi købe patenteringsrådgivning og afsætte en portion til aflønning af blandt andet studentermedarbejdere til videreudvikling og montage af vores produkt, når vi er klar til at tage ordrer ind.

Som led i min kandidatuddannelse er jeg i gang med et forskningsprojekt, der skal validere vores løsning yderligere baseret på en række brugertests hos kørestolsbrugere. Det er vores mål at have salgsparate prototyper klar til brugertests i løbet af sensommeren. Vi har gennem kontakter på forskningsmiljøet på institut for Medicin og Sundhedsteknologi allerede et stort netværk blandt manuelle kørestolsbrugere, men vi er da meget interesserede i at komme i kontakt med flere. Jo flere brugertestresultater, jo bedre et produkt kan vi levere i den sidste ende."

Mikkel Krogshede, co-founder i Pull & GO.

Hvad inspirerede dig til at skabe en startup? 

"Det gjorde min underviser på idrætsuddannelsen, Rasmus Kopp Hansen, som præsenterede os for problemstillingen omkring udbredte skuldersmerter hos kørestolsbrugere. Ideen til min startup er en direkte udløber af det semesterprojekt jeg og min studiegruppe lavede omkring dén problemstilling i 2019. Da vi havde færdiggjort projektet, sad vi tilbage med en masse viden om, hvordan disse skuldersmerter kunne afhjælpes og endda samtidig give kørestolsbrugere bedre søvn og trivsel. Og så sad vi der i grupperummet og talte med Rasmus om, hvorfor der ikke var nogen, der havde skabt en løsning der kunne hjælpe den gruppe. Rasmus foreslog, at vi tog det videre. Vi grinede bare lidt af det, men tanken slap mig aldrig helt. Jeg foretog noget internetresearch, men kom ikke så meget længere i min validering af ideen på det tidspunkt.

Da jeg et par år senere kom i kontakt med AAU Startup Program og blev optaget i forløbet mødte jeg rigtig dygtige folk, der vejledte mig i, hvordan jeg kunne komme i gang. Jeg fik en masse information, deltog i netværksmøder, modtog sparring omkring funding og derfra er det gået hurtigt.  Den helt lykkelige historie er, at det var til et netværksevent for AAU-startups og studerende, som AAU Startup Program afholder, at jeg mødte min co-founder Jonas Koefoed Petersen, som studerer Mekanik og Produktion på AAU. Det skulle vise sig, at Jonas var mødt op til eventen udelukkende for at hilse på mig, for det ville han utroligt gerne være en del af. Jeg fik bevis for hans kompetencer og store engagement allerede på vores første møde, hvor han mødte op med en fungerende prototype, som han lige havde lavet i mellemtiden. Den blev startuppens allerførste prototype. Det var helt fantastisk."

Mikkel Krogshede, co-founder i Pull & GO.

På hvilke måder har AAU støttet op om dit iværksætterprojekt? 

"På kandidatdelen på Idrætsuddannelsen udbydes kurset Innovation og Entreprenørskab, som jeg fulgte på forrige semester og med tilladelse fra studienævnet, kan jeg i dette semester arbejde fuldtid på Pull & GO i et ECTS-givende projektorienteret forløb. Oven i det er vi blevet tildelt en Garage i innovationsmiljøet på AAU INNOVATE, så vi nu har en base for vores startup og er en synlig del af AAU’s startup community. Her er mentaliteten, at vi giver til hinanden, hjælper der, hvor vi kan, og så kommer vi bare fremad. Der er virkelig stor værdi i vores netværksmøder 

Jeg har som sagt fra starten fået stor faglig og personlig opbakning til startuppen fra Rasmus Kopp Hansen, og han er både semestervejleder på mit akademiske arbejde og en del af startuppens advisory board. Igennem netværker på AAU INNOVATE har vi etableret værdifuldt samarbejde med erhvervsmentorer blandt andet kørestolsproducenten Wolturnus, som har lånt os kørestole til tests og givet os viden om markedet og med velfærdsteknologiproducenten Lift-up, som har givet os sparring på vores prototyper og udvist stor interesse for at gøre vores produkt til en del af deres sortiment på sigt."

Mikkel Krogshede, co-founder i Pull & GO.